Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. I dagen var en nær stemme næsten vågen. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Udsigten var håbfuld. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig.

Dit navn i skyggerne.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Gennem hullet i hegnet. Der hang en nice frugt og dinglede.

Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear.

Jeg skriver dagen igang, stille. Sandet. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Jeg ikke dig. I dine læber. Giver det mening? Jeg sejler: alting sejler!

Du foldede dig ind i mine ord. Sætningerne er sarte kredsløb. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Vidste du? Dine grene skygger for min mund. Ordene flår i det inderste. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Dine sætninger.

Og ord, og ord, og. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Vidste du det?

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

I dagen var en nær stemme næsten vågen. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog.

Det gør ikke noget. Over murbrokkerne. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting.

Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Og dén himmel; det var en sindssyg nat. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Vi har øjne. Solens pind. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg sad alene i solen. Der er en, der forkæler mit mørke i den lysende fremtid (brb). Jeg, den skrøbelige sandhed.Jeg, den skrøbelige sandhed. Jeg, den skrøbelige sandhed. Jeg, den skrøbelige sandhed.

Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. Bag diamanterne.

Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Lyset afventer afgang. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.