Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Sådan er det.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Det er vinden gennem sivene. Ring til mig.

Jeg har dig. Hvad?

Du, solen. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Jeg, du, den. Mørket kaldte vi bare for mørket. Et hav. Jeg ikke dig.

Muren omkring ordene.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Afsavn. Udsagn. Der var noget som. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. At tale var blevet uoverskueligt. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Du siger noget om solen. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Du kan være i dette landskab. Jeg skrev intet ned i den periode. Dette langsomme blik imod stenene. Ikke søge ly.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Vidste du det? Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Det var før du kunne forsvinde.Det var før du kunne forsvinde. Det var før du kunne forsvinde. Det var før du kunne forsvinde.

Stjernekontinent. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Et brev.