Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.