Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Hvilken nat fulgte efter natten? Og vi vågnede. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs.

Du. Hver dag gled med mig videre. Det var ikke markerne jeg kom fra. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Stenene og træernes sange. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Om andre lande, andre folk. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider.

Mod de yderste bjerge. Et genert rum, et intimt rum. Trak du de yderste bjerge? Alting bag alting. Du siger mit navn. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Ikke floderne i ørerne. Var det markerne du kom fra?