Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Derinde bag skoven. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Ikke glemme floderne i ørerne. Ordene, små toppe af skum.

Jeg er på den anden side. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Jeg har skrevet et kort til dig. Var det markerne du kom fra? Når du siger mit navn, svarer min krop. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Jeg var i din krop, og du?

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Ilden.Ilden. Ilden. Ilden. Et genert rum, et intimt rum.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. I bussen skrev jeg en sms til dig. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Hvad skulle glemmes? Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Ring til mig uden grund.

Sådan noget. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Ikke søge ly i den flod. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Dine sætninger.

Jeg skriver dagen igang, stille. Det var ikke markerne jeg kom fra.

På et stort stykke hvidt.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Var det skovene du kom fra? Jeg har skrevet et kort. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

At tale var blevet uoverskueligt. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Jeg skriver dagen igang, stille.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Giver det mening? Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Vi har de samme øjne.