Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg har skrevet et kort til dig.

Træerne. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Grå.

millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Sådan noget. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Var det markerne du kom fra? Ikke søge ly i den flod.Ikke søge ly i den flod. Ikke søge ly i den flod. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Vidste du det? Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Pludselig faldt dine drømme.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg var et dyb i, i dén der lå i den.

Det var ikke skovene jeg kom fra. Oppe på bakken. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Hvilken nat fulgte efter natten? Kan jeg skrive sådan?

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg var nøgen i de dage. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Intimiteten i skriften.

Skyen skjulte noget for fuglene. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Jeg lå og lyttede til dit hjerte. I dine læber. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg hviskede ind i din drøm. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Jeg sejlede mellem dine læber. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.