Det var ikke skovene jeg kom fra. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Du siger noget om solen. På en rude. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Når du siger mit navn, svarer min krop. Sådan svarede du.

Bag øjnene sidder en lampe og ser.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Den bekymrede er ude af sig selv. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid.

Hver dag gled med mig videre.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Jeg læste dine linjer Jeg har skrevet et kort til dig. Det er bare. Jeg skrev mig vild i de dage. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant I bussen skrev jeg en sms til dig.

Der var intet som skulle glemmes.

Træk mig helt ned. Du siger noget. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide.

Sådan svarede du. I min mund. Der åbnede sig.

Sådan noget. Hver morgen: Wow! Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Det ,der hænger. Der var noget som åbnede sig.Der var noget som åbnede sig. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.