Brev i april. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Jeg skriver dagen igang, stille. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Var der virkelig ild et sted? Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Om andre byer, andre verdener. Du kan være i dette landskab. Sådan svarede du. Hvad med den himmel?

Farvede ordene milde.

Uden grund.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. I bussen skrev jeg en sms til dig. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Vågnede. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Her er dagen allerede langt foran mig.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Træerne. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Glashænder. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Og en anden nat: Sletten forvandler sig til mørke og sten. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Som at skrive i koder.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Intimiteten i skriften På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant