Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Sandet. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Et wack rum, et rum for stars. Jeg ryster en tilfældig bog. I den periode: udsigten, stilheden. Hvem var det, der skrev: Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Mail i november.

Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger.

Hvorfor de yderste? Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. Hvad vil disse knuste sætninger? Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Om landskabet stejler a white hunter, nearly crazy weiter, weiter fak! Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg var nøgen i de dage.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. At tegne øjne i sætninger. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Som at læse glemte aviser. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.