For hvert lag af betydning i stenene. Afsavn. Udsagn.

Ilden. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Kan jeg skrive sådan? Det er bare. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Bøgerne hvilede omkring kaffen. Ordene, små toppe af skum.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

På en rude. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Grå. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg var i din krop, og du? På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Det handler om overfladen. Farvede ordene milde.

Det gør ikke noget. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Solens sind. Den sindssyge himmel. Her er dagen allerede langt foran mig. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Sletten forvandler sig til mørke og sten.Sletten forvandler sig til mørke og sten. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Solens sind.

Det var ikke markerne jeg kom fra. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Jeg var de dage. Intimiteten i skriften. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Ikke var nice i provinsen.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Dine sætninger. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Et sted, forsigtigt. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Ikke floderne i ørerne.

Glashænder. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg læste dine linjer

Vi taler om andre betingelser for nærvær. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Der var noget som åbnede sig. Var det skovene du kom fra? På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.

På et stort stykke hvidt papir. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Senere i vores linje.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Vidste du det? Og vi vågnede.

Du siger noget om solen. Vores land. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Brev i april. Uforståelige sætninger at klæde sig i Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Når du siger mit navn, svarer min krop.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Men mit sprog er ikke fjendtligt.