Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Nordlysets sitren i din stemme. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Om andre byer, andre verdener.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Var der virkelig ild et sted? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Var jeg stille? Var det markerne du kom fra? På et stort stykke hvidt papir.På et stort stykke hvidt papir. På et stort stykke hvidt papir. På et stort stykke hvidt papir. Et genert rum, et intimt rum. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Nordlysets sitren i din stemme.

Dine grene skygger for min mund. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Det handler om. Det dybeste af alt er huden? Der var noget som åbnede sig. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Træerne. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Jeg forsvandt.

Kalken. Solstorm. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.