Stolen jeg sad på knirkede i natten. Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Mørket og lyset er hver deres sprog_ go with the flow! Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Gennem hullet i min hjerne. På en rude.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Vi har de samme øjne. Var det skovene du kom fra? Oppe på bakken. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Ikke var muligt at komme derind. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Sætningerne er et hav. Oppe på bakken. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Det er bare. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Det her er ingen leg. Og vi vågnede. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg har skrevet et kort til dig. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

I min mund. I et efterår ville jeg være flov. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Ikke glemme floderne i ørerne. Afsavn. I læberne og i huden. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

De matte hemmeligheder inde i træet. Og vi vågnede.

Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Hvem var det, der skrev: Et brev.

Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Sandet. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.