Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg har skrevet et kort til dig. Var der virkelig ild et sted? Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Ikke var muligt at komme derud.Ikke var muligt at komme derud. Ikke var muligt at komme derud. Ikke var muligt at komme derud. For hvert lag af betydning i klipperne. Var jeg stille? Mine linjer kommer igen.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Vi har hverken gardiner eller travlt.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Vidste du det? Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Er du på den anden side af havet? Vores land. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Månens sind. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Altid er det dette langsomme blik. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Kullet. Asfalt. Ubeslutsomhed. Der var noget som åbnede sig. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Solstorm. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Kan jeg skrive sådan? Jeg skrev mig vild i de dage.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Hvem var det, der skrev: Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Under den blå, blå himmel. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Som at læse glemte aviser.

Som at skrive i koder.

Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Det handler om. Sms i den lysende sommer. Jeg tegnede din hud på alting.