Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Ikke søge ly i den flod. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Et. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Tågen i skovene i udsigten. Og et andet kluns: Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Lysene lyste. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Træerne. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Et brev. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Blæste det virkeligt?

Bøgerne tegnede deres egen retning. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Om andre byer, andre verdener. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Jeg skriver dagen igang, stille. Afsavn. Udsagn.

Det dybeste af alt er huden? Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Glashænder. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Luften og jordens sange.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Bøgerne tegnede deres egen retning. Luften og jordens sange.

Ilden. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: