Ikke var muligt at komme derud.Ikke var muligt at komme derud. Ikke var muligt at komme derud. Ikke var muligt at komme derud. For hvert lag af betydning i klipperne. Var jeg stille? Mine linjer kommer igen.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Vi har hverken gardiner eller travlt.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Vidste du det? Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Er du på den anden side af havet? Vores land. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Månens sind. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Altid er det dette langsomme blik. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Kullet. Asfalt. Ubeslutsomhed. Der var noget som åbnede sig. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Solstorm. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Kan jeg skrive sådan? Jeg skrev mig vild i de dage.