Under den blå, blå himmel.

Alting ligger bag alting. Tågen i skovene i udsigten. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Det her er en leg.Det her er en leg. Det her er en leg. Det her er en leg. Det her er en leg. Det var ikke skovene jeg kom fra. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Hvad tæller du til? Sætningerne er et hav. Det var ikke markerne jeg kom fra. Du siger noget om solen.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Vi har de samme øjne.

Skriv mig ind i dine læber.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Jeg forsvinder ikke. Vi har hverken gardiner eller travlt. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Du trak mig med til de yderste bjerge.

Jeg hader at vågne og se dig vågne. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel.

Skyggerne skyggede. Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Ikke var muligt at komme derind. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Derinde bag skoven. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Tågen i skovene i udsigten.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Du siger noget om solen. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Du siger noget om solen. Når du siger mit navn, svarer min krop.

At tale var blevet uoverskueligt. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Over murbrokkerne. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg har skrevet et kort til dig. Var der virkelig ild et sted? Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.