Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg har skrevet et kort til dig. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

I min mund. I et efterår ville jeg være flov. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Ikke glemme floderne i ørerne. Afsavn. I læberne og i huden. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

De matte hemmeligheder inde i træet. Og vi vågnede.

Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Hvem var det, der skrev: Et brev.

Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Sandet. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Blå.

Udsigten var håbløs. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.