Jeg har dig. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Mørket kaldte vi mørket. Jeg forsvinder ikke.

I sollyset, en ædelsten. Hvad med den himmel?

Rifterne, rifterne, rifterne. Sådan svarede du. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Rifterne, rifterne. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Du, dine øjne. Jeg drak det tørre. Hvad med den himmel? Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Sad jeg?

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Sætningerne er et hav. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Har vi øjne?

Et genert rum, et intimt rum. Sådan er det. Hvad?Hvad? Hvad?

Lå vi. Du må ikke forsvinde.Du må ikke forsvinde. Et genert, et intimt rum. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Hvad med den himmel?

Det er vinden gennem sivene. Du må ikke forsvinde. Var jeg stille? Vi, de uddøde arter. Silicium. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Der hang figner henover udsigten. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Der var noget som åbnede sig. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Har vi de samme øjne? Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.