Der var noget som åbnede sig. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Intimiteten i skriften Der var noget som åbnede sig. Har vi de samme øjne? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Jeg skriver dagen igang, stille.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Farvede ordene milde. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Du siger noget om solen. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Var det markerne du kom fra?

Det var før du kunne forsvinde.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Ordene, små toppe af skum. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. I bussen skrev jeg en sms til dig. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Muren omkring ordene. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Udsigten var håbløs. Noter. Beskrivelser. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Hvilken nat fulgte efter natten? Stolen jeg sad på knirkede i solen. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Nu er der en uro i kroppen. Et genert rum, et intimt rum. Det handler om overfladen.Det handler om overfladen. Det handler om overfladen. Det handler om overfladen. Det handler om overfladen. Hvilken nat fulgte efter natten? Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Sådan er det. Indimellem sagde du nogle ord.

Har vi de samme øjne? Sætningerne er et hav. Det var før du kunne forsvinde. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Jeg lyttede til dit hjerte. Du må ikke. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.