Jeg skriver dagen igang, stille. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner? De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Det her er ingen leg. Og vi. Noter. Beskrivelser. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Var du nattens fortvivlede stilhed? Den tredje er ude. Jeg kunne mærke dit hjerte. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more).

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Og en anden nat: Stolen jeg sad på knirkede i solen. Verden og dens lytten til sig selv. Jeg har skrevet et kort til dig.

Stod imod, men gjorde intet.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Bøgerne tegnede deres egen retning. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.