Du, dette landskab. Mod de yderste bjerge.

Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Når du rør mig er vi hinanden. Du må forsvinde. Kan jeg skrive sådan? Du må ikke forsvinde. Jeg lader en tilfældig bog ligge, lysende. Når vores kroppe er hinanden.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Jeg sejlede mellem dine læber. At forvandle dette rum til et andet.

Du må ikke forsvinde. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Du skrev ikke længere. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Af alt det kroppen også er. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Jeg har skrevet et kort til dig. Zeitgeist. Shit. Show.

Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Var dine drømme imellem læber? Og vi vågnede. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Jeg var nøgen. Snestorm. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Sad jeg alene? Uforståelige sætninger at klæde sig i Og ord.

Stjernekontinent. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Aftenens mørkning, lysene i byen, alting sover, alting gror. Den højrenationale himmel. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Af alt det lysende, reflekterende, matte.

At forvandle dette rum til et andet. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Provinsen og gågadens sange.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Sidst, i morges. Du skrev ikke længere. Uden grund.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. I den periode: udsigten, stilheden. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig.