Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Farvede ordene milde. Der hang figner henover udsigten. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. For hvert lag af betydning i stenene. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Sætningerne er et hav.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Blå. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Derinde bag skoven. Noter. Beskrivelser. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Sletten forvandler sig til mørke og sten.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Bagefter sad jeg i timer og læste. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg tror, du havde glemt den der. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn.

Jeg skrev intet ned i den periode. Sådan svarede du. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg skrev intet ned i den periode.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Du må ikke forsvinde. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Søge ly. Jeg har skrevet et kort til dig.

Det var før du kunne forsvinde.