Et hav. Intet, jeg modtog intet. Du siger noget om solen. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Der var noget som.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Bag træerne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Afsavn. Udsagn. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Udsigten var håbløs. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Der var noget som åbnede sig. Giver det mening? Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan?

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Jeg skrev mig vild i de dage. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Når du siger mit navn, svarer min krop.

Wow; dit wake-up-ansigt er for vildt i det langsomme. Dagene. Ugerne. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Og en anden dag: Du kan være i dette landskab. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. På en skærm. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Stolen jeg sad på bevæger solen med natten. Der løber ord ud af min hud.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Sad jeg alene? Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Det her er ingen leg.Det her er ingen leg. Det her er ingen leg. Det her er ingen leg.

Og vi vågnede. Derinde bag ordene. Gennem hullet i muren. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Jeg skrev mig vild i de dage.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Dine diamanter lyser.