Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Det gør ikke noget. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Blæste det virkeligt?Blæste det virkeligt? Blæste det virkeligt? Blæste det virkeligt? Blæste det virkeligt?

Jeg var i din krop, og du? Bare mørket.

Jeg var de dage. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.