Ilden. Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv. Min ene pen er rød og den anden sort. Verden og dens lytten til sig selv. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry.

At tale var blevet uoverskueligt. Whatever; nat efter nat. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Sletten forvandler sig til mørke og sten. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Af alt det lysende, reflekterende, matte.