I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Whatever; nat efter nat.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Derinde bag skoven.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Ordene, små toppe af skum.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Nordlysets sitren i din stemme.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Afsavn. Udsagn. Du siger noget om solen.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Pludselig faldt dine drømme.

Hvad tæller du til? Sætningerne er et hav. Som nu i morges:

Ring til mig uden grund. Et brev. Sådan er det. Giver det mening? Har vi de samme øjne? Jeg havde endnu ikke mødt dig. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Hver dag gled med mig videre. For hvert lag af betydning i stenene. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Uforståelige sætninger.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Stod imod, men skrev: intet. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Var der virkelig ild et sted? Farvede ordene milde.

Kan jeg skrive sådan? Men mit sprog er ikke fjendtligt. Jeg læste dine linjer

Intet glemmes. Er det? Vi er det sarte, de stille. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Grå. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Et genert, et intimt rum. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg elsker at se dig. Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Var det skovene du kom fra?

Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro.

Et rum, et rum. I mørket, diamanter, dine øjne. Vores land.

Jeg var nøgen. Jeg kunne glemme det, der glemmes. At forvandle dette rum til et andet. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid.

Vores. Solens sind. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.