Din krop? Et genert rum, et intimt rum. Ikke søge ly i den flod.

På en rude. Jeg ved vi forsvandt. I bussen skrev jeg en sms til dig. Ikke floderne i ørerne. Et sted, forsigtigt. Du mod de kommende kyster.

Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner?

Udsigten var en fuck-up-store. Som at læse glemte aviser. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Du må forsvinde. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Skoven forvandler sig til lysning og vand. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger.

Sådan svarede du. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Alting ligger bag alting. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Ordene, små toppe af skum. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Skriv mig ind i dine læber. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Mørket kaldte vi bare for mørket. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Er du på den anden side af havet? Sad jeg alene? Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. De matte hemmeligheder inde i træet.

Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop.

Det der blæser. Solstorm. Skærmen er en verden i sig selv: hvor er dit hjerte, hvor er din hud?

Du kan være i dette landskab.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Var det skovene? Du trak mig med til de yderste bjerge. I hver dag gled rester af betydning med mig videre De vigtigste. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.