Hvad med den himmel? Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. På en rude. Den bekymrede er ude af sig selv.

Asfalt. Ubeslutsomhed. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Afsavn. Udsagn. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Vi har gardiner.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Trak du de yderste bjerge? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Udsagn.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanterJeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Derinde bag bjergene. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Alting ligger bag alting. Jeg skriver natten i gang, stille. Det gør ikke noget. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Jeg var nøgen i de dage. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Glashænder. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Regnen, vinden imellem dine læber. Og vi vågnede. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Om andre byer, andre verdener.

Var du nattens fortvivlede stilhed? Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Det er bare. Luften og jordens sange. Sætningerne er et hav.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Farvede ordene milde.

Du trak mig med til de yderste bjerge.Du trak mig med til de yderste bjerge. Du trak mig med til de yderste bjerge. Der var noget som åbnede sig. Hvad tæller du? Bøgerne var de eneste. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Sletten forvandler sig til mørke og sten. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Jeg skriver dagen igang, stille.

Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Var det markerne? Søge ly i den flod.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. En nat faldt giraffer ud af drømme. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.