Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Rifterne.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Der var intet som skulle glemmes. Alting ligger bag alting. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. I læberne og i huden. Ikke var muligt at komme derind. Dine sætninger. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Og vi vågnede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Under den blå, blå himmel. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Sådan svarede du. Solens sind. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Du kan være i dette landskab. Jeg tror, du havde glemt den der. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Jeg er på den anden side af havet. Oppe på bakken. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Dine diamanter lyser i min mund. Skyen skjulte noget for fuglene. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Bag træerne. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Var det skovene du kom fra? millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Du kan være i dette landskab. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.