Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Sådan svarede du. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

I læberne og i huden. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg skrev intet ned i den periode. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Bøgerne tegnede deres egen retning.