Hvem var det, der skrev: Et brev. Sandet. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Det dybeste af alt er huden? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Ord. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Vi har hverken gardiner eller travlt. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Som nu i morges: Udsigten var håbløs. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Der var intet som skulle glemmes. Vi har de samme øjne.

Jeg forsvinder ikke. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Intimiteten i skriften Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Under den blå, blå himmel.

Du siger noget om solen. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Solens sind.

Som at læse glemte aviser.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. Jeg tænker smukke øjne. Ordene, små toppe af skum.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. Et genert rum, et intimt rum. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?