Oppe på bakken. Sover ASAP. Kalken. Bag træerne. Stolen jeg sad på knirkede i natten. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende.

Jeg skriver natten i gang, stille. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste.

Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

Farverne. Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven. Blå. Og vi vågnede. Du siger noget om solen. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. Udsigten var håbfuld. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Rød.

Jeg skriver dagen igang, stille.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Om andre byer, andre verdener.

Jeg læste dine linjer Jeg skrev mig vild i de dage. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Når du siger mit navn, svarer min krop. I natten, en fjern stemme, søvn. Vi sad alene i natten. Muren omkring ordene. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Nede ved havet. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sammen lå vi og kortlagde:

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Der var noget som åbnede sig. I bussen skrev jeg en sms til dig. Intimiteten i skriften

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Farvede lidt sort i din ørken.

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Bagefter sad jeg i timer og læste.Bagefter sad jeg i timer og læste. Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. Om andre byer, andre verdener. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Jeg skriver natten i gang, stille. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Og vi vågnede. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Jeg skrev intet ned i den periode. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Jeg skriver dagen igang, stille. Whatever; nat efter nat. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.