Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Lysene lyste.

Bag træerne.Bag træerne. Bag træerne. Bag træerne. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Ikke søge ly i den flod. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Rifterne. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Hvad skulle glemmes?

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. At tale var blevet uoverskueligt.

Jeg læste dine linjer Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Der hang figner henover udsigten. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Var jeg stille? Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. I bussen skrev jeg en sms til dig. Sådan noget. Sætningerne er et hav. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sådan svarede du.

Bag træerne. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Lysene lyste.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Nordlysets sitren i din stemme. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Sætningerne er en ørken. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Udsigten var håbløs.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Jeg forsvandt. Var jeg stille? Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Er du på den anden side af havet? Du siger noget. Ord. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.