Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Et genert rum, et intimt rum. Jeg forsvinder ikke.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Vores land. Jeg tror, du havde glemt den der. Der var intet som skulle glemmes. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Var det skovene du kom fra? Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Om andre byer, andre verdener. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen. Sætningerne er. Du trak de yderste. Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Jeg forsvinder ikke. Det handler om.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. I læberne og i huden. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Ring til mig uden grund. Du, du. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Giver det mening? Hvad tæller du til? Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Du siger noget om solen. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Der var noget som åbnede sig. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Du må ikke forsvinde.

Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Ordene, små toppe af skum. Var der virkelig ild et sted? Om andre byer, andre verdener. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Altid er det dette langsomme blik.

Jeg har skrevet et kort. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Der er en som dresser up til dans.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Du siger noget om solen. Humøret blandt flowdiagrammer af mørke, af lys. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.