Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Et hav. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed.

Sådan svarede du. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Bag diamanterne. Derinde bag skoven. Et brev.

Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. Brev i april. Skyen skjulte noget for fuglene. Min ene pen er rød og den anden sort.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Du må ikke forsvinde. Sådan svarede du. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Sådan er det. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Træerne. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Ikke var muligt at komme derind.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Dette langsomme blik imod stenene. Du trak mig med til de yderste bjerge. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Og en anden dag: Dine diamanter lyser i min mund. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Bag træerne. Har vi de samme øjne?

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Oppe på bakken. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Kan jeg være? Ord.

Glashænder. Solens sind. Jeg forsvinder ikke. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. I læberne og i huden. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.