Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Om andre byer, andre verdener. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Luften og jordens sange.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Her er dagen allerede langt foran mig.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Dagene. Ugerne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Var der virkelig ild et sted? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Grå.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Og en anden dag:

Derinde bag skoven. Sådan noget. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Altid er det dette langsomme blik. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Har vi de samme øjne? I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

I læberne og i huden. Stjernekontinent. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Stolen jeg sad på knirkede i solen. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Alting ligger bag alting.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel. På en rude. Den sindssyge himmel. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Glashænder. Intimiteten i skriften Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Om andre byer, andre verdener.

Og vi vågnede. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.