Når du siger mit navn, svarer min krop. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Udsigten var håbløs. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Er du på den anden side af havet? Sådan noget.

Vidste du det?

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Sad jeg alene? Og en anden dag: Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Kalken. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Over murbrokkerne. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Kan jeg skrive sådan? Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg tror, du havde glemt den der.

Du kan være i dette landskab. Og vi vågnede.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Stod imod, men skrev: intet. Glashænder. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Jeg i den ørken. Et brev. Solens sind. Intet glemmes. Dette langsomme blik imod stenene. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Vi har de samme øjne. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Hvad skulle glemmes? I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Jeg tror, du havde glemt den der.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Et hav. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed.

Sådan svarede du. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.