Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Du siger noget om solen. Humøret blandt flowdiagrammer af mørke, af lys. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Jeg har skrevet et kort til dig. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Her er natten allerede langt bag mig. Og vi vågnede.

Det gør noget. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine.

Sætningerne er et hav. Jeg skriver dagen igang, stille.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor.

Er du på den anden side af havet? Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Stolen jeg sad på knirkede i natten. Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner? Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Gik vi igennem bjerge af langsommelighed?

Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Du trak de yderste bjerge. Og en anden nat: Det gør noget. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Træk sletterne helt ned til klipperne.

Gik vi igennem bjerge af langsommelighed?

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Var disse linjer virkeligt virkelige? Bøgerne hvilede omkring kaffen. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet.

Sætningerne er et hav. Sådan svarede du. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.