Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Sådan svarede du.

Sætningerne er et hav. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Har vi de samme øjne? Afsavn.

Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Mørket kaldte vi bare for mørket.Mørket kaldte vi bare for mørket. Mørket kaldte vi bare for mørket. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Et stort papir.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Blå.Blå. Blå. Blå. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Oppe på bakken. Ring til mig uden grund. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Der lå figner på jorden. Over murbrokkerne. Og vi vågnede. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Kan jeg skrive sådan? Trak du de yderste bjerge? Giver det mening?