Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Grå. Her er dagen allerede langt foran mig. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Udsigten var håbløs. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Som at læse glemte aviser.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Altid er det dette langsomme blik. Den sindssyge himmel. Kalken.

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Her er dagen allerede langt foran mig.Her er dagen allerede langt foran mig. Her er dagen allerede langt foran mig. Her er dagen allerede langt foran mig. Her er dagen allerede langt foran mig.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter.

Nordlysets sitren i din stemme.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Oplæsning for intetheden. Ord. Det dybeste af alt er huden? Uforståelige sætninger at klæde sig i. Jeg skrev mig vild i de dage. Sætningerne er et hav. Noter. Beskrivelser.

Nordlysets sitren i din stemme.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Dagene. Ugerne. Hvilken dag fulgte efter dagen? Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne.

Under murbrokkerne. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Som at læse glemte aviser.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Der var intet som skulle glemmes. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.