Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. For hvert lag af betydning i stenene.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Stod imod, men skrev: intet. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort. Når du siger mit navn, svarer min krop. Stod imod, men skrev: intet. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Vi stod derinde. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Det var før du kunne forsvinde.

Ring til mig uden grund.

Jeg prøver at tegne dine sætninger. Trak jeg de yderste?Trak jeg de yderste? Trak jeg de yderste? Trak jeg de yderste? Det er bare. Ikke søge ly i den flod. Farvede ordene milde. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Muren omkring ordene. Ord. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Ikke søge ly. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Udsigten var håbløs.

Sætningerne er et hav. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. For hvert lag af betydning i stenene. At forvandle dette rum til et andet. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg er på den anden side. Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Sådan er det.Sådan er det. Sådan er det. Vores land.Vores land. Luften og jordens sange.

Ordene, små toppe af skum. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.