Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Sandet. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Dagene. Ugerne. Vennerne. Dine diamanter lyser i min mund. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Jeg tror, du havde glemt den der.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Af alt det lysende, reflekterende, matte. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Sådan svarede du. Under den blå, blå himmel.

Der hang figner henover udsigten. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg skriver dagen igang, stille. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Sad jeg alene? En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Luften og jordens sange. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

At tale var blevet uoverskueligt. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Det generte i skriften. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Noter. Beskrivelser. Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere.

Dine sætninger.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Jeg læste dine linjer Afsavn. Udsagn. Brev i april. Men mit sprog er ikke fjendtligt.