Jeg skriver dagen igang, stille.

Intimiteten i skriften Grå. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Sad jeg alene? I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Og vi vågnede.