Jeg var nøgen i de dage. Jeg var nøgen i de dage. Ord. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved! Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed.

Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys.

Kan jeg skrive sådan? Havde du fundet en grøn sten? Når du siger mit navn, svarer min krop.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Det var dine læber. Jeg skrev i en stråle af sol. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Du siger noget om solen. Kan jeg skrive sådan? Lå vi. Jeg ikke det der. Dette tilfælde:Dette tilfælde: Dette tilfælde: Dette tilfælde: Dagen på vores øjne.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Men noget blev i de tomme haller. Sætninger. Du kan være i dette landskab. Det kunne forsvinde. Du trak de yderste bjerge. Jeg ikke det der.

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Sætningerne er et hav. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. I den første nat så jeg kun det matte mørke.

Et genert rum, et intimt rum. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Derinde bag skoven. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Sætningerne er et hav.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Farvede ordene milde.

Et brev. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. At tale var blevet uoverskueligt.

Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. På en skærm. Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir! Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Jeg går bare og venter på den fucking sol.