Det var ikke markerne jeg kom fra. Min ene pen er rød og den anden sort. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Du må ikke forsvinde.

På et stort stykke hvidt papir. Det var før du kunne forsvinde. Er du på den anden side af havet? Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Har vi de samme øjne? I bussen skrev jeg en sms til dig. Vidste du det?

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Her er dagen allerede langt foran mig.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Lysene lyste. Jeg skrev mig vild i de dage.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Blå. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Har vi de samme øjne?

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Det her er ingen leg. Du må ikke forsvinde. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Brev i april. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Sandstorm. Sad jeg alene? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Du, du. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. På en rude.