Hvad skulle glemmes? Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Ring til mig uden grund. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg læste dine linjer

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Blæste det virkeligt? Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Jeg skriver dagen igang, stille. Grå.Grå. Grå. Grå. Grå. Solstorm. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Og en anden dag:

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Afsavn. Udsagn. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Intimiteten i skriften Ikke glemme floderne i ørerne.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Blæste det virkeligt? Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Luften og jordens sange. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Under den blå, blå himmel.

Luften og jordens sange. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Alting ligger bag alting. Og vi vågnede.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Sandet. Uforståelige sætninger at klæde sig i. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Når du siger mit navn, svarer min krop. Bøgerne tegnede deres egen retning.