Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Alting ligger bag alting. Og vi vågnede.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.