Farvede ordene milde. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Farvede et sår i dit første ord. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Solens pind. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.