Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Her er natten allerede langt bag mig.

Det her er ingen leg. Den sindssyge himmel.

Bag øjnene sidder en lampe og ser. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Og en anden dag: Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Skyen skjulte noget for fuglene.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Brændte det friske løv virkeligt?

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Asfalt. Ubeslutsomhed. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. I læberne i huden. Den sindssyge himmel. Et brev.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Skitser. Udflåd. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Dine diamanter lyser i min mund.