Var jeg stille? Bag træerne. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. At se dig. Ilden. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Stod imod, men skrev: intet. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Bag diamanterne. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Vi stod og lyttede. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. I bussen skrev jeg en sms til dig. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Derinde bag skoven. Noter. Beskrivelser. Zeitgeist. Shit. Show.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Og vi vågnede. Under den blå, blå himmel.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Jeg er på den anden side af havet.

Glashænder. Afsavn. Udsagn. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Vores land.

Var det skovene du kom fra? Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Blæste det virkeligt? Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Når du siger mit navn, svarer min krop. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Det handler om overfladen. Ordene, små toppe af skum. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.